Betydningen af kalium, bor og calcium
Formålet er at øge rentabiliteten af kartoffelproduktion ved at hæve kvaliteten af egen opformering.
I 2018 og 2019 er der anlagt to forsøg efter samme forsøgsplan - ét forsøg i henholdsvis stivelsessorten Kuras og Stratos. Forsøget gentages i to på, hinanden følgende år, hvor forsøget i 2019/2020 revideres som følge af resultaterne i 2018/2019. I led 1 tilsættes 130 kg K/ha ved et kalital på 8. I led 2 og 3 tilsættes henholdsvis 230 kg K/ha i form af Patentkali og Kali49. I led 4 udsprøjtes 3 l/ha Bor i rillen i form af BioBor sammen ved hjælp af Hardi-anlæg. I led 5 udsprøjtes fire behandlinger med 3 l/ha Calcium Forte, som indeholder calcium, mangan og zink i forbindelse med de fire første skimmebehandlinger. I led 6 udbringes en kombination af kalium, bor, calcium, mangan og zink.
Forsøgene høstes, og der foretages en analyse af udbytte og kvalitet i form af skader, stødmærker og stivelsesindhold.
Læggekartoflerne sorteres henholdsvis i efteråret, lægges på lager og lægges henholdsvis i foråret 2019 og 2020. Der høstes igen udbytte og der bedømmes for stivelsesindhold for at teste knoldes værdi som læggekartofler som følge af gødningsstrategien i henholdsvis 2018 og 2019. Læggekartoflerne er grundlaget for et højt udbytte og højt indhold af stivelse i brugsavlen.
Projektet forventes, at kunne give en indikation om ekstra tilførsel af kalium, calcium og bor til læggekartofler giver mere robuste læggekartofler og dermed nedsat følsomhed overfor svampe- og bakterieråd. Det forventes at en øget kvalitet af læggekartofler kan øge udbyttet med 1-2 procent og i nogle partier 10 procent.